KOMBIT lancerer kurser i den fælleskommunale infrastruktur
I 2026 udbyder KOMBIT webinarer og et nyt grundkursus, der styrker kommunernes strategiske, forretningsmæssige og praktiske forståelse af den fælleskommunale infrastruktur.
For at kommunerne kan realisere potentialet og gevinsterne af den fælleskommunale infrastruktur, har kommunerne peget på behovet for et bredt kompetenceløft. KOMBIT hjælper i 2026 via webinarer og et nyt grundkursus med at styrke kommunernes strategiske, forretningsmæssige og operationelle forståelse af infrastrukturen.
“Den fælleskommunale infrastruktur er helt central for, at vores systemlandskab hænger sammen. Den er allerede i brug og til stede i hverdagen. Derfor er det afgørende, at vi som it og digitaliseringsledelse forstår den og bruger den aktivt, så hele kommunen kan høste gevinsterne. Og der er simpelthen også opgaver, der er nemmere at løse når vi og leverandørerne bruger infrastrukturen”, siger Nikolaj Kolte, Chef for IT og Digitalisering, Holstebro Kommune.
Også i Fredericia Kommune ser man potentialet i kurser, der understøtter kommunernes arbejde med infrastrukturen:
“Når man sidder med konkrete digitaliseringsopgaver, er det en stor hjælp at have styr på it-infrastrukturen. Det gør det nemmere at vurdere integrationer, stille de rigtige spørgsmål og træffe bedre valg i samarbejdet med it, fagområder og leverandører”, fortæller Mia Bastrup, digitaliseringskonsulent i Fredericia Kommune.
Basiswebinarer med strategisk, indkøbs og forretningsmæssigt fokus
I 2026 udbyder KOMBIT tre typer gratis basiswebinarer, der giver kommunerne et fælles afsæt for at arbejde mere systematisk med infrastrukturen. Webinarerne understøtter strategisk og ledelsesmæssig forankring, styrker arbejdet med it indkøb og giver medarbejdere, der arbejder med digitalisering et klart overblik over infrastrukturens rolle og muligheder.
- Basiswebinar med strategifokus
Målrettet it-/digitaliseringschefer, afdelingsledere og teamledere, der skal sikre at infrastrukturen forankres strategisk og ledelsesmæssigt.
- Basiswebinar med indkøbsfokus
Målrettet it-indkøbs-/udbudskonsulenter og andre, der er involveret i it-indkøbet og som skal kende til infrastrukturen for at stille relevante krav om integration ved it-indkøbet.
- Basiswebinar med forretningsfokus
Målrettet medarbejdere, der arbejder med digitalisering og som har behov for overblik og forståelse for hvad infrastrukturen kan og skaber af potentielle forretningsmæssige gevinster
Klik her for at læse mere og tilmelde dig basiswebinarerne.
Nyt grundkursus i den fælleskommunale infrastruktur
Som noget helt nyt tilbyder KOMBIT et 2-dages grundkursus. Kurset er praksisnært og case baseret – deltagerne arbejder med kommunale genkendelige udfordringer og lærer at omsætte indsigt i infrastrukturen i egen opgaveløsning i kommunen. Efter kurset kan deltagerne:
- Omsætte viden om infrastrukturen til lokale løsninger
- Navigere sikkert og forstår infrastrukturens strategiske betydning
- Vurdere integrationers relevans og potentiale i samarbejde med fagområder og leverandører
Indledningsvis udbydes et grundkursus i Vestdanmark/Aarhus og et i Østdanmark/Ringsted. Hvis der er kommunal opbakning, følger KOMBIT op med flere grundkurser i andet halvår 2026.
Der er tilmeldingsfrist den 20. februar 2026 og pladserne er begrænsede.